Styr på græsset op til VM - 11.06.2010

Der har været meget fokus på VM bolden og spillet i den tynde luft med de problemer, det giver spillerne. Men hvordan ser banerne ud op til VM?

 

”Det har været en stor opgave for de sydafrikanske arrangører at sikre, at fodboldbanerne lever op til FIFAs høje krav til de mange stadioner, træningsbaner og base camps for landsholdene, der skal trænes og spilles kampe på. Ja, selv slutrundens dommere har fået 3 fodboldbaner stillet til rådighed. Der er etableret ialt 64 fodbaner til slutrunden. Dommernes træningsbaner er sået med det samme græs som de øvrige baner.” Det udtaler Stig Oddershede, som er udsendt af DLF-TRIFOLIUM op til VM slutrunden.

 

Under normale forhold er sydafrikanerne ikke vant til at overså deres stadions. Det lokale plænegræs kikuiu gror fint i den varme sommer, men mister pusten og farven om vinteren, som er lige nu i Sydafrika. Derfor foregår sportsaktiviteterne i vintermånederne på hårde græsunderlag med kikuiu græs i dvale. Det går bare ikke til VM i fodbold! Derfor er græslaget skrællet af fodboldbanerne i marts, og der er etableret et nyt græstæppe med en blanding af tempererede græsser, som trives bedre under de klimaforhold.

 

”Vi er meget glade og stolte over, at arrangørerne valgte en dansk leverandør til opgaven. Der var flere firmaer der var inde i udbudsrunden, men efter grundige forsøg og afprøvninger af mange forskellige arter og sorter af græs, blev to firmaer udvalgt som leverandører. Tre af vore plænesorter udvalgt. En engrapgræs, en alm. rajgræs og en westerwoldisk rajgræs. Frøet er sendt ud til de enkelte stadioner og de lokale plæne managers har sået, vandet og passet og plejet græsbanerne efter nøje instrukser”.

 

Kilde: Stig Oddershede, DLF TRIFOLIUM A/S, 2010 

”Danmarks venskabskamp mod Sydafrika på Super Stadium i Atteridgeville foregik på græs, som for hovedpartens vedkommende er leveret af DLF-TRIFOLIUM. De 20.000 begejstrede tilskuere dansede, råbte og truttede sig gennem kampen med de karakteristiske Vuvuzelaer, som nærmest kan sammenlignes med lyden af hundredevis af tågehorn, som aktveres på én gang. Larmen er massiv og i den grad fysisk, så ørepropper kan ubetinget anbefales,” siger Stig Oddershede

Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.11. juni 2010
Copyright 2008-2010 • Aarhus Universitet • Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Webportalen er hostet af Københavns Universitet • Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer